Menu

Rystet formand suspenderer Serie 2-bøller efter voldsorgie.

image
21. september 2016 kl. 05:26

DBU Sjælland fortæller, at FC Albertslunds kamp mød Rosenhøj lørdag er udsat på ubestemt tid, fordi Albertslund undersøges for deres voldelige adfærd mod Hundige

Af: Anders Berg (Eb.dk)

Lørdag eftermiddag blev mange af Hundige BK’s spillere og dommeren overfaldet af en flok vilde og arrige FC Albertslund-spillere midt under opgøret i Serie 2 efter utilfredshed over et rødt kort. Det førte til, at kampen blev aflyst, efter flere spillere blev lemlæstet i en sådan grad, at de skulle på skadestuen.

Senere igangsatte DBU Sjællands disciplinærinstans en undersøgelse af FC Albertslund i kølvandet på lørdagens voldsorgie. Allerede lørdag den 24. september skulle FC Albertslund have været i kamp igen i Serie 2. Denne gang mod Rosenhøj.

Meget alvorlig sag
Men det opgør bliver ikke til noget foreløbig. For FC Albertslund er suspenderet i Serie 2. Det bekræfter SBU over for Ekstra Bladet.

- Det er de så længe sagsbehandlingen i SBU’s disciplinærinstans er i gang. Det er DBU Sjælland, der har valgt at suspendere holdet, og det er sket på baggrund af en vurdering af sagen, som er meget alvorlig, siger DBU Sjællands pressekonsulent. Og det sker for at skabe ro omkring sagsbehandlingen, siger SBU’s pressekonsulent, Peter Vest Hansen, til Ekstra Bladet.

Hvornår finder en afgørelse sted i sagen?

- Der er jo en sagsbehandling i gang. Vi har en forventning om, at sagsbehandlingen vil være afviklet i næste uge. Vi kan ikke sige, om disciplinærinstansen er kommet til en afgørelse der, så det er derfor, jeg siger ’forventning’, siger Peter Vest Hansen og uddyber:

- For det kan tage tid at indhente oplysningerne - blandt andet fra de involverede spillere.

Peter Vest Hansen kan ikke oplyse, hvor mange spillere – både overfaldsmænd og ofre – der er involveret i sagen.

Daniel Thjellesen fra Hundige BK. Privatfoto Daniel Thjellesen fra Hundige BK. Privatfoto

Hundige-spiller gennembanket
Søndag var Ekstra Bladet dog i kontakt med én af de Hundige-spillere, der blev overfaldet. Spilleren Daniel Thjellesen blev overfaldet i en så voldsom grad, at næsen var hævet og frygtet brækket, at han havde fået en bule i venstre side af baghovedet, som gav store smerter, læben hævede på, og at der kom en skramme tæt på det ene øje.

Selv beskrev Daniel Thjellesen overfaldet sådan:

- Det var decideret vold mod forsvarsløse mennesker. De personer, der gjorde det, skal findes og straffes, sagde han blandt andet til Ekstra Bladet.

DBU Sjællands formand, Ole Jacobsen, er rystet over sagen.

- Vi tager dyb afstand fra hold og spillere, der udøver vold på banen. Det er klart, at spillere og dommere skal kunne deltage i kampe uden at risikere voldelige overfald og truende adfærd fra andre spillere og tilskuere. Derfor har vi suspenderet det pågældende hold for at give Disciplinærinstansen ro til at gennemgå sagens forløb og komme med en afgørelse", siger Ole Jacobsen til DBU Sjællands hjemmeside.

Luk